Dobbelt op, tak

Endnu en sæson startede tidligt - kun en måned efter vi havde været vidner til pokaloverrækkelsen i Herfølge - med en række interessante, men i bund og grund ligegyldige kampe. I anledning af et vist dansk bryggeri´s 150-års jubilæum, kunne vi og Liverpool FC teste hinanden af i optaktsfasen til de respektive ligaer. Vi kunne trække os tilbage med en statistik, de færreste hold kunne prale af, nemlig at vi aldrig havde tabt til Liverpool FC. Kampen endte 1-1. Derefter fulgte Super Cup´en - kampen mellem mestrene og pokalvinderne - der denne gang var ensbetydende med et opgør mod rivalerne fra fc københavn. Endnu engang gjorde drengene os stolte og sejrede sikkert med 2-0. Sejren var den sjette i de seneste syv opgør mod fc københavn og deres eneste sejr lå tilbage til april 1996, da de sejrede i den betydningsløse Liga Cup. Det var nu ikke kampen i sig selv, der gjorde den mindeværdig, men derimod de uroligheder, der prægede slutminutterne. Peter Møller scorede til 2-0, hvilket fik fire fc københavn-fans til at løbe ind på banen, for at få lidt opmærksomhed. De blev dog stoppet af et effektivt kontrollørkorps, men da Peter Møller sparkede til en af anholdte gutters kasket begyndte tingene at udvikle sig på tribunen. Politiet blev sat ind med deres frådende hunde og visse dele af gæsternes fanflok forstod ikke, at det var ensbetydende med, at stedet skulle ryddes. Derfor led mange - nok også alt for mange - den skæbne, at blive bidt af en politihund. Blandt ofrene var endda en af gæsternes chefkontrollører, der tydeligvis prøvede at få sine medfans væk fra kaoset. Brøndby IF´s frivillige kontrollører kom under angreb fra de frustrerede fans, der nu ikke vidste hvad de skulle gøre ved sig selv. Mens kampen ebbede ud, kunne vi fra Faxe-tribunen stå og holde øje med det skue, der udviklede sig på Schneekloth-tribunen. "Vov, vov, vov, send hundene på rov" og den letkøbte "Hvorfor må vi ikke bare slå - på fck, på fck?" gjaldede ned mod de gæstende fans, men de ænsede det næppe, da de havde deres at se til. Objektivt set virkede politiets fremfærden også noget hårdhændet, men personligt havde jeg prøvet så meget gennem tiderne, at jeg ikke kunne finde større grund til medlidenhed. Hvis de ikke ville involveres i problemer, kunne de bare holde sig væk fra hundene. En simpel, men næsten idiotsikker strategi, som jeg altid havde gjort brug af. Tilbage på Hovsa var stemningen fantastisk. De fleste morede sig højlydt over begivenhederne de lige netop havde været vidner til. Da skete der noget, som simpelthen var noget af det mest grinagtige jeg nogensinde havde oplevet på Hovsa. Uden for kom en bus kørende. Den skulle som de andre bilister ud på motorvejen, men da den kom helt op på siden af Hovsa kunne vi konstatere, at det var bus fyldt med fc københavn-fans. Jeg kunne ikke mindes, at nogen andre fanbusser nogensinde havde været så dumme, at køre forbi her, og hvis det var sket, så lå det i hvert fald nogle sæsoner tilbage i tiden. Bussens passagerer startede med de sædvanlige smarte attituder, men da et par gutter stillede sig ud foran bussen, så den ikke kunne komme videre, blev de noget lange i ansigterne og tydeligvis utrygge. Det var simpelthen for sjovt. Hvor dum havde buschafføreren lov til at være? Trafikken blev pænt dirigeret uden om bussen, der bare holdt der og holdt. Jeg gik ind for at købe mig min sædvanlige post-match pint og tænkte ikke videre på bussens skæbne, da jeg faldt i snak med et par venner. Ti minutter senere bevægede jeg mig udenfor og der holdt den stadig. Ingen betjente var kommet til undsætning og passagererne må have følt sig temmelig utilpasse ved situationen. Humøret var dog højt hos alle efter sejren og politiets efterfølgende hundesjov, så yderligere et par minutter efter fik bussen lov til at fortsætte sin færd.

Sæsonen startede med en tur til Lyngby, hvis fans igen havde fundet "Welcome to hell"-banneret frem. Der var dog ingen tvivl om, for hvem denne velkomst var stilet til - nemlig hjemmeholdet selv. Gade ankom et par minutter før kampstart og kunne berette, at han lige havde været et minut for sent på den, da han havde haft ringet til en ven for at få ham til at spille femhundrede kroner på Bo Hansen som kampens første målscorer. Fem minutter inde i kampen scorede Bomber Bo så til 1-0 til Gade´s store ærgrelse. Det blev en af de bedste kampe jeg nogensinde havde set os spille mod et andet dansk hold, vel kun egentlig overgået af hjemmesejren på 6-2 over Aalborg en kold novemberdag, få år tidligere. Sejren blev på hele 7-1, hvilket var en tangering af klubbens største sejr nogensinde i den bedste række. Den seneste 7-1 sejr lå helt tilbage til 1982, hvor klubbens første kamp i landets bedste række gav denne storsejr mod B. 1909. Inden dagen var omme havde Bo Hansen scoret engang mere, mens hans angrebskollega Peter Møller havde nettet hele tre gange, deriblandt hans mål nummer ethundred i den danske Superliga. Ganske imponerende.

Odense Stadion var under ombygning, så vi var endnu engang henvist til det lille atletikstadion ved siden af. Vi var den sædvanlige klike, der sammen med et par hundrede andre Brøndby-fans havde valgt at tage IC3-toget til den fynske hovedstad. Odense og jeg var ved at få et belastende forhold til hinanden. Der var den gamle oplevelse, hvor B. 1909 fans havde kastet mønter efter os, Odense-fans, der året senere havde kastet flasker efter os og en kontrollør, der konfiskerede en pose konfetti i 1993, fordi den var et farligt våben. Så var der 1996, hvor Jesper, hans bror, Flanding og jeg havde været i byen aften før en kamp og hvor dørmændene på et diskotek gik løs på os, fordi nogle lokale fyre ville slås med Jesper´s lillebror. Det var dog bare mindre ting. Det lokale politi var virkelig ved at få mit pis i kog. Tre-fire gange havde jeg været med tog til Odense og hver eneste gang havde vi fået vi en behandling, som var vi en flok kriminelle. Måske var det en hel lokal konspiration eller fast tro på, at Brøndby-fans virkelig var kriminelle og børneædende hooligans. Netop året tidligere, hvor vi var blevet overfaldet på et diskotek, sad vi dagen efter og læste spisesedlen til den lokale sprøjte, der på forsiden kunne meddele "Politiet parat til at modtage Brøndby-fans". Så havde man ligesom advaret de lokale om, hvilke typer man kunne forvente på besøg. Det var da også ganske morsomt, at vi hen på formiddagen spottede flokken af Brøndby-bøller vandre rundt i gågaden uden en eneste betjent i nærheden. "Parat" var vist så meget sagt om politiet ved den lejlighed. Men togture til Odense var ikke noget vi gad meget længere - faktisk skulle denne blive den sidste for mit vedkommende. Hver eneste gang man skulle hjem fra en kamp i Odense kunne man være sikker på, at man ville blive fulgt afsted med en horde af betjente og uro´ere, der ikke kunne få os ud ad byen hurtigt nok. Denne kamp var ingen undtagelse. Grundet det faktum, at opgøret blev spillet på en fredag, havde mange nødtvunget taget IC3-toget derover. Det var den eneste måde man kunne nå kampen på, uden at lade det gå ud over arbejdet. Godt to-trehundrede fans bevægede sig efter en kneben 1-0 sejr op mod stationen. De sædvanlige provokatører gik nede bagest i gruppen og kiggede efter en smule action, som de næsten altid gjorde. Pludselig tog pokker ved etaten, der ved en bro over nogle jernbanespor begyndte at jagte flokken af fans med deres skide hunde. Det måtte have været noget af et syn for de lokale, at se en stor flok Brøndby-fans pludselig sætte i løb, væk fra politiet. Hvorfor hundene blev sat løs var der ikke rigtig nogen der vidste, men jeg fulgtes med Stol og hans kæreste, og sidstnævnte blev temmelig chokeret og vi måtte nærmest hjælpe hende væk fra de glubske hunde. Ikke alle var lige heldige og flere var blevet bidt. På stationen var tingene ikke meget bedre. En af bidofrene fik en bøde for at sætte sig ned på stationsbygningens gulv og da toget endelig skulle køre, blev det holdende. Antallet af anholdte var på det tidspunkt omkring fire, men toget blev holdende og holdende og holdende. Pludselig mødte lokale andengenerationsindvandrere op og det fik provokeret de mest aggressive Brøndby-fans, der mente de havde hævn tilgode efter at en af dem ved et tidligere besøg var blevet truet med en kniv af en lokal gut. En ting, jeg selv havde haft den tvivlsomme fornøjelse at overvære. Så brød helvede først løs. Lokale unge og aggressive Brøndby-fans jagtede hinanden rundt i stationsbygningen og selvom en lokal fyr - igen - havde en kniv fremme, endda foran øjnene på en betjent, havde de lokale betjente ikke andet i tankerne, end at få anholdt så mange Brøndby-fans som muligt. Inde i toget, der nu var cirka en halv time forsinket og stadig stillestående, kom politiet korrekt ind og anholdte de syndere, der havde været med til at skabe kaos på banegården. Da toget med femogfyrre minutters forsinkelse endelig bevægede sig væk fra perronen, var cirka femogtyve fans blevet anholdt. Havde toget kørt til tiden ville tallet sikkert have ligget på fire-fem stykker. Odense var en hyggelig by, når man skulle i byen, men i min egenskab som Brøndby-fan kunne jeg kun komme til en konklusion. Odense var hele Danmark´s røvhul!

Jeg var blevet enig med mig selv om, at vi denne sæson gerne måtte slække på Superligakravene, hvis vi bare langt om længe kunne formå, at kvalificere os til Champions League. At vinde mesterskabet tre sæsoner i træk havde ingen formået siden Esbjerg fB i tresserne, så naturligvis ville det være fristende at satse på et historisk mesterskab, men et gammelt ordsprog i erhvervslivet hed sig at "Status quo er lig tilbagegang", så europæisk succes ville være en måde, at undgå status quo på. Lodtrækningen til kvalifikationen artede sig sådan, at vi endnu engang skulle spises af med det stærke ukrainske mandskab Dynamo Kiev. Holdet som i 1991 havde startet en stor økonomisk nedtur for klubben og som inden for de seneste tre år også havde formået, at slå Silkeborg og Aalborg ud af kvalifikationsrunderne til Champions League. Nu skulle vi så møde dem igen. To dage før den vigtige kvalifikationskamp blev Peter Møller solgt til hollandske PSV Eindhoven for godt elleve millioner kroner. Salget kom ikke på det mest belejlige tidspunkt, men selvtilliden i truppen var i top efter sejre i de tre første ligakampe. Det skulle dog blive noget af en fodboldlektion vi blev vidner til. Ukrainerne var uhyggelig boldsikre og spillede med noget så nyskabende som førstegangsafleveringer og hvordan vi kun var bagud 1-2 ved pausen var et mindre mirakel. Kort inde i anden halvleg fik pludselig muligheden for, at komme ind i kampen igen, men som for vane, når vi fik tildelt straffespark i en vigtig Europa Cup kamp, brændte vi muligheden fra ellevemeterpletten, med Ole Bjur som dagens synder. Det takkede gæsterne for og på et par giftige kontraer fik de os til at se ud som var vi nybegyndere i europæisk sammenhæng. Med 1-4 kunne vi pludselig godt score på et straffespark, hvilket Kim Daugaard så gjorde kort før tid og fik pyntet til slutresultatet 2-4. Salg af Peter Møller eller ej - ukrainerne var noget af det bedste vi nogensinde havde mødt i en af de europæiske turneringer. På Hovsa var humøret mildt sagt i bund efter kampen. Vi havde haft nogle illusioner, som vi havde bygget på et Brøndby-mandskab, der i de seneste par sæsoner havde spillet forrygende fodbold, men med et trylleslag var illusionen om Champions League bristet.

There´s no need for you to say you´re sorry,
goodbye I´m going home,
I don´t care no more, so don´t you worry
goodbye I´m going home
.....
And it will be nice to be alone, for a week or two,
but I know that I will be right back here with you...

Oasis´ sang, "Married with children", blev lige pludselig meget rammende og den nåede da også, at blive tyndslidt fra sin plads i jukeboksen denne aften på Hovsa. Da ejeren, Hans, endelig besluttede sig for, at han ikke længere havde brug for at få kylet flere af vores surt sammensparede penge i nakken og lukkede stedet, var Flanding, Arthur og jeg stadig ikke færdig med at ærgre os over nederlaget. Vi besluttede, at tage hjem til Flanding, for at få skyllet de sidste sorger ned. Det blev en lang sidste omgang, hvor vi til sidst måtte dy til underlige dåseblandinger bestående af billig rom, whisky, vodka og gin blandet op med noget "eksotisk" læskedrik, der skulle få de herlige dåser til at drikkelige ud. Selv Flanding´s gamle, dovne Newcastle Brown Ale fik vi gjort has på, mens vi i den sorte nat udgydede vores sorte meninger til The Cure´s sorte musik. Klokken halv fem vaklede jeg hjem til min lejlighed, om end turen blev noget langvarig på grund af de adskillige mavebøjningsøvelser jeg praktiserede på vejen hjem. Jeg havde dog været forudseende og sikret mig en fridag dagen efter. Det havde Arthur dog ikke, hvilket hans arbejdsgiver gjorde ham opmærksom på, efter at have brugt en times tid på at vække ham til livs...

For en sjælden gangs skyld havde plastikklubben fået sig en ny direktør, denne gang den usmagelige flemming østergaard. Efter nogle år i Lyngby, hvor han uden større held havde forsøgt at gøre noget ved deres position i dansk fodbold, og han efterfølgende havde prøvet et købe sig en bestyrelsesplads i Brøndby IF, men var blevet afvist, fandt han sig endelig en samarbejdspartner, der var lige så lidt interesseret i fodbold, som ham selv. flemming østergaard og fc københavn - to super-egoer mødtes. Min ven, Nalle, havde flere år arbejdet i flemming østergaard´s virksomhed, Kinnarps, og han hadede den selvoptagede idiot. Samme følelser delte Lyngby-fans uden tvivl også med ham, da østergaard i sin hast på vej ud af døren i Lyngby lige havde nappet de bedste af klubbens spillere og fået dem med på en kontrakt til cirkusset i København. Løgnhistorier og beskyldninger røg gennem luften, når de to parter skulle kommentere bruddet, men for mig at se var det, der var sket, det bedste der kunne ske for Lyngby. Man var sluppet af med en ikke-fodboldinteresseret pengemand, samt nogle spillere uden værdighed. Kun Miklos Molnar havde haft nosser til at sige fra over for fc københavn. Den dag i dag respekterer jeg Lyngby´s fans og for mig er det i orden, at nogle hader os, Brøndby IF, men hvordan så mange mennesker kan finde på at følge et hold, der er opstået på sådan en falsk baggrund, som fc københavn er, det fatter jeg ikke. Så havde det været mere logisk og værdigt, at følge et hold som Lyngby, der både har traditioner og sjæl, og hvis fans dukker op, fordi de er interesseret i fodbold, og ikke fordi, at de har fået fribilletter, får karameller af en tøjløve og har behov for at hænge ud med de kendte, der alligevel heller ikke fatter en tøddel af fodboldens fankultur. Efter endnu en kæmpesejr i ligaen, denne gang 5-1 over Herfølge, skulle vi på besøg hos rivalerne. Der var ikke mange i min omgangskreds, der regnede med, at vi kunne fortsætte med at ydmyge ærkerivalerne og sandt at sige kom det forudsigelige 1-4 nederlag ikke bag på os. Medierne var ikke sene til sort/hvide overskrifter, som "Brøndby fejet af banen" og den slags overskrifter, men hvem gad at bede dem om, at se en fodboldkamp med objektive øjne, når de nu levede i en sensationsverden, hvor man forlængst var stoppet med at bruge almindelig fraser om almindelig begivenheder. En sejr til et undervurderet hold var ikke længere en overraskelse, men en sensation, det hed ikke længere dødsvold eller mord, men snarere amok i blodrus, når nogen var blevet dræbt. Medierne var i den grad begyndt at strø om sig med superlativer, med uforsigtigt hånd. Sandheden var, at fc københavn spillede bedst, men at vi kampens start sagtens kunne have scoret et par gange og ikke mindst, at vi selv bagud med 0-3 lignede et hold, der måske, bare måske, kunne komme tilbage i kampen. Vi havde dog tabt til dem, og det var bunden. Ikke mindst mange af deres lalleglade fans, der i de følgende dage kom frem, som rotter af deres små huler og pludselig havde utrolig travlt med at proklamere sig selv som værende fc københavn-fans. Ugen før havde de ikke været til at få øje på i gadebilledet.

Nederlaget var frustrerende og fik mig i What´s The Story Brøndby Glory til at skrive, at medierne kunne skrive hvad de ville om "...det multi-etniske luderhold og lad dem dog bare rose Preusser-Nielsen´erne, Landsforræder-Goldbäck, Fiskerinasser-Jönsson...for vi ved bedre. We´re the Champions. Who are you". Det fik Politikens såkaldte journalist, Bjarne Steensbeck, til - en måned senere - at skrive en længere artikel om "Had trives i klubblad", fyldt med misforståelser og egne forestillinger. Ovenstående ord blev udlagt som racistiske, på trods af det faktum, at fc københavn´s trup - som de fleste andre trupper i Europa (inklusiv vores egen) - faktisk var multi-etnisk. Endvidere er færøere og tyskere ikke en race! Artiklen fik sensationsaviserne BT og Ekstra Bladet kædet sammen med nogle begivenheder, hvor ti-femten Brøndby-fans havde overfaldet nogle fc københavn-spillere på Hovedbanegården, da disse var på vej hjem fra en kamp i Odense. Pludselig var vi deres skurk. Det fik redaktionen på What´s The Story Brøndby Glory til at skrive et længere brev til Sten Henriksen (Ekstra Bladet), Bjarne Steensbeck (Politiken), Klaus Moe (BT), Per Bjerrregaard (Brøndby IF), Henrik Larsen og flemming østergaard (fc københavn), TV2-Sporten, DR1-Sporten, Berlingske Tidende og JyllandsPosten. Brevet havde følgende ordlyd:

What´s The Story Brøndby Glory er, med udgangspunkt i artiklen "Had trives i klubblad", onsdag den 24. september 1997, i Politiken, på det seneste blevet hængt ud som det værste eller værre endnu af journalisterne Bjarne Steensbeck (Politiken), Sten Henriksen (Ekstra Bladet), Klaus Moe (BT) og fra fc københavn´s side Henrik Larsen og flemming østergaard.

Det er kedeligt og sårende, at et blad som vi lægger så meget tid og følelse i, skal hænges ud i pressen, som et 32-siders magasin, som ikke beskæftiger sig med andet end at hade fc københavn, komme med racistiske kommentarer og opfordre til folk. Det vil vi simpelthen ikke have hængende på os. Sandheden er, at folk der har læst vores blad ved bedre. What´s The Story Brøndby Glory er et blad, hvor ting som Brøndby IF her og nu, fodboldens udvikling, stemning og så videre, bliver debatteret.

Bjarne Steensbeck skrev sin artikel efter at have talt med Flanding og Jesper. Artiklen skulle have omhandlet What´s The Story Brøndby Glory på en nøgtern måde - havde vi forventet. Ikke desto mindre valgte Bjarne Steensbeck at ignorere påmindelser om, at bladet rent faktisk handler om betydelig mere. I stedet har den danske befolkning fået et indtryk af, at her er et magasin som ikke handler om andet end at hade fc københavn.

Efter 10-15 Brøndby-fans´ stupide træk, at overfalde fc københavn-spillerne på Hovedbanegården fredag aften, blev What´s The Story Brøndby Glory i en artikel i Ekstra Bladet kædet sammen med denne ballade. Vi har talt med journalist Sten Henriksen, som indrømmer at han faktisk ikke har læst vores blad og at han kun har hørt om det fra artiklen i Politiken. Sten Henriksen gav os, hvad vi tolker som en uforbeholden undskyldning, men ville dog ikke trykke den i avisen.

I søndagsudgaven af BT kæder flemming østergaard mere eller mindre vores blad sammen med balladen på Hovedbanegården, i en artikel skrevet af Klaus Moe. Igen undres vi over, at en mand som, ligesom Henrik Larsen, ikke har læst vores blad kan hentyde, at vi skulle være mere eller mindre direkte involveret i dette forkastelige overfald. For hvis de har læst vores blad ville de næppe udtale sig i så krænkende vendinger. BT gav os heller ikke mulighed for genmæle.

Når vi selv fra nogle fc københavn-fans har fået rosende ord med på vejen, er det utroligt, at pressen mener, at vi har fortjent sådan en behandling. Selvfølgelig er fc københavn-fans ikke glade for vores "stikpiller", men vi bryder os da heller ikke om, at blive kaldt limsniffere, forstadsbøsser m.v., vel og mærke i fc københavn fanclub´s officielle blad. Vi kan godt kende forskel på rigtigt og forkert, og ved udemærket at "legen" stopper ved det verbale.

Vi er ikke racister! Man kan ikke finde en eneste racistisk udtalelse i What´s The Story Brøndby Glory og der bliver heller aldrig trykt noget i racistisk i vores blad.

Til slut vil vi gerne afslutte med et citat af Liam Gallagher fra rockgruppen Oasis: "Der bliver ikke delt fribilletter ud i livet. Man bliver nødt til at vise, at man er god til nogle ting og leve efter det.....men så kommer der altid en eller anden idiot, som vil have en ned med nakken".

Vi burde have haft klaget til pressenævnet over artiklen, som Politiken skuffende havde fået brygget sammen, på grundlag af en halv kolonne i What´s The Story Brøndby Glory, som udgjorde mindre end en procent af bladet. Desuden var vi blevet beskyldt for ting og sager ingen normale mennesker ville have haft hængende på sig. What´s The Story Brøndby Glory havde altid været ment, som et blad til tilhængerne skrevet af tilhængerne på tilhængernes præmisser. Det fattede Bjarne Steensbeck næppe, da han entrerede en verden han ikke kunne forstå sig på. Flanding bed endda i det sure æble og ringede til fjendernes overhoved, flemming østergaard og fik faktisk en saglig snak med ham. Det blev dog ikke sidste gang, at vi dette efterår måtte forsvare fire famøse linier...

Inden denne ubehagelige og uønskede spot på vores fritidsbeskæftigelse havde vi været vidner til andre ubehageligheder. Vi vandt godt nok ganske fornemt returopgøret i Kiev med 1-0, men virkede ikke som om, at vi ville mere end det. Rygterne ville endda, at Ebbe Skovdahl skulle have beordret sine spillere til at spille sikkert i kampens anden halvleg - efter 1-0 føring ved pausen - og prøve bare at vinde kampen, i stedet for at score et hurtigt mål, som ville have gjort ukrainerne mere nervøse og som måske kunne have sikret os videre deltagelse i Champions League. Det var dog alligevel en af de største udebanesejre i klubbens historie, for Dynamo Kiev var et klassemandskab. Så startede nedturen ellers. 1-2 hjemme mod Silkeborg IF, der også blev et farvel til vores elskede midterforsvarer, Dan Eggen. Nordmanden var efter mange års trofast tjeneste i den blå-gule dragt blevet solgt til spanske Celta Vigo og dermed blev der taget afsked med en kultfigur, som altid ville blive husket for sit historiske hovedstødsmål på Anfield Road to år tidligere. I Aalborg tabte vi 0-3. For første gang i tre år var jeg ikke afsted til Nordjylland, da jeg var begyndt at læse til merkonom og disse studier skulle helt og aldeles uhørt også koste mig begge opgør i UEFA Cup´en mod franske Olympique Lyon. De skulle dog heller ikke bringe mange glæder ind i mit Brøndby-hjerte, da vi tabte første kamp 1-4. Hjemme på Brøndby Stadion var de fremmødte fans blevet givet et lille håb, da Kim Daugaard og Ebbe Sand hurtigt bragte os foran 2-0. Et skandaløst tilkendt straffespark til gæsterne fik dem dog i gang og til slut måtte vi indkassere et 2-3 nederlag på hjemmebane. Det var dermed første gang i Brøndby IF´s historie, at klubben måtte forlade en europæisk turnering efter, at have tabt begge opgør til en modstander. En statistisk epoke var slut. Igen var der mange, der skød skylden på de manglende resultater på salgene af Peter Møller og Dan Eggen, men personligt var jeg ikke helt enig, at de kunne få hele skylden. For mig at se måtte Brøndby IF gøre op med sig selv, om det var familie- eller topfodbold man ønskede at dyrke. Det nyttede simpelthen ikke noget, at man for eksempel havde en Anders Bjerregaard, hvis talent maksimalt rakte til dansk førstedivisionsbold, til at rende rundt og styre et "storhold"´s forsvar. Olympique Lyon havde kvalificeret sig til UEFA Cup´en via en den samlede sejr i sommerens Toto Cup og selvom de - ligesom CD Tenerife - var ganske gode hold, kunne det ikke negligeres at begge mandskaber kun var midterhold i deres respektive ligaer. Som mesterhold burde vi kunne have ekspederet de to mandskaber ud af UEFA Cup´en, men måske var det bare mig, der havde for store tanker om mit hold. Tidens resultater havde fået mig til at håbe på luftforandringer - jeg mente ikke at Ebbe Skovdahl kunne udrette meget mere i Brøndby IF. Han var for stor en hyggeonkel og brugte de unge talenter for lidt.

Efter hele balladen med medierne og What´s The Story Brøndby Glory valgte Flanding og jeg, at prøve at få et møde i stand med Per Bjerregaard. Vi var meget i tvivl om, hvorledes klubbens overhoved så på vores initiativ med et fanzine, selvom en klubmand efter første nummer havde udtalt, at han ikke regnede med, at bladet ville overleve længe. Samtidig mente vi, at et møde med Per Bjerregaard ville kunne rydde nogle misforståelser af bordet. Efter at have rendt forgæves et par gange lykkedes det endelig at få et møde i stand, men fik dog formanende at vide, at han kun havde ti minutter. Det kom dog ikke til at holde stik. Per Bjerregaard var en karismatisk person, som man kun kunne respektere. Når han sagde noget, sagde han det på en måde, så man ikke var i tvivl om, at hvad han sagde virkelig var det rigtige. Vi blev nærmest hypnotiseret af denne Mister Brøndby. Han havde ikke travlt med at svine vores initiativ til, som vi måske ellers på forhånd havde frygtet, men forklarede stille roligt, at man i Danmark, i følge Grundloven, havde ytringsfrihed, men at man med denne frihed i hånden, havde en forpligtelse over for læserne. Han frygtede, at vores direkte sprog ville give vores fjender endnu et argument til rækken af tåbelige vrangforestillinger om, at Brøndby-fans alle var sociale tabere. Ligesom Bjerregaard & Co´s egen fejltagelse med Interbank, som mange folk stadig var ellevilde med i Jantelovens Danmark. Det ville altid være svært, at fjerne det første indtryk. Vi mente dog selv, at What´s The Story Brøndby Glory havde undergået en udvikling og var blevet et mere modent blad - og dermed også mere konstruktiv i sin kritik. Man skulle dog huske på, at det var et blad for de mest loyale fans og sproget var et udtryk af den daglige jargon i de kredse. Efter at de værste misforståelser var blevet ryddet af bordet - eller i det mindste blevet diskuteret, således at parterne nu forstod hvad den anden mente - gik en meget åbenhjertig Per Bjerregaard videre med en snak om fremtidsplaner. Det var stadig klubbens mål, at blive Nordens førende hold og på trods af en skuffende Europa Cup sæson, mente han stadig at målet var realistisk. Konkret gjorde klubben det, at man på et stykke papir nedfældede hvem der kunne spille hvilken plads og hvem der så var reserver til de pågældende pladser. Eksempelvis havde man på forwardpladserne navnene Ruben Bagger, Bo Hansen og Peter Madsen stående. En vis Ebbe Sand var ikke umiddelbart udset til denne plads, men stod opført som midtbanespiller. Derudover var der en tillægsliste over spillere fra indenlandske og udenlandske klubber, som klubben mente ville kunne gå ind og forstærke holdet på forskellige pladser. Det var dog ikke en liste vi fik fornøjelsen af at se. Muligvis at Per Bjerregaard mente, at vi som fantyper ikke var hans type, men så skjulte han det godt. Han var yderst venlig og overraskende informerende, men også en bestemt mand. Inden vi forlod stedet havde vi også fået løftet sløret for planer om udvidelse af Brøndby Stadion, samt overvejelser om en satsning på afrikanske spillere. Bundlinien var, at vi alle var interesseret i Brøndby IF´s bedste og havde samme mål, men at folk sagtens kunne have forskellige måder, at nå disse mål på. Allerede på dette stadie blev det klart for Flanding og jeg, at der kun var en måde at få løst problemer og misforståelser på og det var ved holde en dialog i gang. Alt andet ville bare skabe basis for misforståelser, indestængt vrede og andre ting, som på ingen måde ville tjene Brøndby IF ve og vel. At undgå dialog ville også være arrogant og som skuespilleren Martin Sheen så klogt udtalte engang, så afspejler arrogance uvidenhed. Derfor var vi glade for, at vi havde taget dette skridt...Vi var blevet klogere.

Ude af Europa Cup´en kunne vi koncentrere os om Superligaen. Salget af Peter Møller havde givet den talentfulde Ebbe Sand chancen i angrebet, på trods af at klubben altså regnede ham for at være midtbanespiller. Sjældent har et tilfælde faldet så heldigt og givtigt ud, som i tilfældet Ebbe Sand. Hjemme mod Ikast fS fik vi vendt en måneds dårlig form med en 5-0 sejr, hvor blandt andet Ebbe Sand scorede hattrick. Han havde også scoret i den forrige kamp hjemme mod Olympique Lyon og han fulgte op på sine tre mål mod Ikast fS ved at nette i de resterende seks af Superligaens efterårsrunder, samt i den ene af de to pokalkampe vi deltog i. I det hele taget betød nederlaget til Olympique Lyon starten på en helt forrygende stime, hvor vi vandt de næste fjorten kampe - tolv i ligaen og to i pokalturneringen - og det inkluderede altså efterårets sidste ti kampe. Rent faktisk skulle vi helt frem den 24. april 1998 før vi igen tabte en kamp. Ebbe Sand´s scoringer inkluderede to i Aarhus (3-0), to hjemme mod Lyngby (2-1), et mod i Ikast (4-2), et mod Skovshoved i pokalturneringen (6-0) og et hjemme mod AB (2-1). På det tidspunkt var Vestegnen ved at koge fuldstændig over i Ebbe Sand-eufori. Den skulle dog ikke blive mindre, da vi i starten af november skulle møde Vejle på udebane. Med fire kampe i Jylland på en måned, var det desværre for mig, en af de kampe jeg havde valgt at si fra, på grund af et belastet budget. Tænk, fire kampe i Jylland på en hel måned - det ville jo være en gave nu om dage, hvis vi kunne slippe så heldigt. Ikke desto mindre var jeg blevet hjemme, men min ven Flanding var tilstede, men han blev trods dette ikke vidner til det historiske øjeblik, som Ebbe Sand - hvem ellers - sørgede for. Vejlenserne var et godt hjemmemandskab på dette tidspunkt, med kun et enkelt nederlag i femten måneder i Nørreskoven, så man kunne absolut ikke tage noget for givet. Et kvarter inde i kampen besluttede Flanding sig for, at hente noget øl, ganske naturligt. Flanding uden øl ville være det samme som Ekstra Bladet uden Side 9-pige. I samme øjeblik valgte Ebbe Sand at score til 1-0 og Flanding drønede ned til vennerne for at juble, selvom han godt nok var gået glip af målet. Han vadede tilbage til ølboden, hvorefter det samme skete endnu engang. Sand scorede, Flanding så intet, men løb ned for juble med. Tilbage ved ølboden var han nu nået til betalingsfasen og det lykkedes ham lige netop, at fået langet pengene over disken og tage sine øl, da Ebbe Sand endnu engang besluttede sig for at score. Heller ikke denne scoring fik den ølhungrende Flanding at se og han var dermed gået glip af Danmarkshistoriens hurtigste hattrick, scoret på sølle fire minutter og to sekunder. For at gøre ondt værre for What´s The Story Brøndby Glory´s udsendte gik han også glip af kampens sidste mål - signeret Ebbe Sand - da han var travlt optaget med at slå en handel af med et hunkønsvæsen.

Det var blevet en hel utrolig historie med Ebbe Sand, nærmest et eventyr. Tre måneder tidligere havde klubben måske kunne score halvanden million kroner på et salg af ham - nu var hans værdi ti-tyvedoblet. Han havde længe været en særdeles arbejdsom midtbanespiller og som angriber var han da også atypisk. Han lå ikke bare inde i boksen og lurede på chancen, men tilkæmpede selv mange chancer og arbejdede hårdt på flankerne. Dette gav midtbanespillerne tid til at komme med frem, når der skulle presses, og når bolden blev mistet kunne de lukrere på hans hårde boldjagt, hvilket i mange tilfælde forsinkede modstandernes omstilling fra forsvar til angreb. En journalist, som jeg desværre ikke kan huske hvem var, skrev engang, at Ebbe Sand måske nok var en god spiller, men at han i hvert fald ikke kunne finde ud af at heade. En påstand, der kunne sammenlignes lidt med, at Michael Laudrup kun var en middelmådig dribler. Skulle man pege på en svaghed i Ebbe Sand´s spil, så måtte det være, at han arbejdede for meget, modsat de fleste europæiske topangribere. En bold var aldrig tabt eller ude af spil, før den virkelig var det. Logisk måske, men ikke desto mindre en klassisk fejl, som mange forsvarsspillere begik, nemlig undlade at følge en bold helt ud over bag- eller sidelinien. Mod en Ebbe Sand blev den slags spillere ofte straffet.

På dette tidspunkt var vi forlængst stoppet med, at gøre brug af Brøndby Support´s busture og jeg var efter et par års overvejelser nået til den konklusion, at jeg ville undlade at forny mit medlemsskab, når det udløb i januar måned. Det var ikke fordi, der var noget specielt at indvende imod fanklubben, men når man som jeg ikke gjorde brug af busturene og de specielle souvenirtilbud, som jeg kunne få gennem et medlemsskab, så var der egentlig kun medlemsbladet Mighty Colors, som argument for at forblive i fanklubben. Bladet var dog efterhånden begyndt at bære præg af, at Brøndby Support havde svært ved at gøre sekstentusinde medlemmer tilfredse og var derfor blevet meget konfliktsky. Tidligere havde jeg brugt som argument, at være medlem i fanklubben, at jeg havde et forholdsvis lavt medlemsnummer - ethundredseksogtreds - som jeg kunne være stolt af, men nu var jeg kommet til den konklusion, at det ikke gjorde til mere fan af den grund. Bil var derfor også transportmidlet, da jeg på min fødselsdag besluttede mig for, at efterlade lagkage og boller derhjemme og i stedet fejre dagen med Brøndby IF i Aarhus. Modstanderen var Aarhus Fremad og det burde have betydet et nyt dansk stadion på logen, men kampen var blevet rykket fra aarhusianernes originale hjemmebane på Risvangen til fordel for det alt for velkendte Aarhus Stadion. Bare et par uger tidligere havde vi også misset chancen for at få Skovshoveds hjemmebane på logelisten, da de i pokalturneringen indvilgede i, at spille deres "hjemmekamp" mod os i pokalturneringen på Brøndby Stadion. Vi var et par biler afsted, men havde en mand for meget med, i henhold til Kalundborg-Aarhus´ færgetilbud, så derfor måtte Flanding tilbringe nogle mørke minutter i bagagerummet på en Audi A6, mens vi kørte gennem betalingsstedet og ombord på færgen. Få dage forinden var Aalborg blevet sendt ud af pokalturneringen med et 2-0 nederlag på den københavnske Vestegn, så nyoprykkede Aarhus Fremad burde ikke volde de store problemer. Det gjorde sådan set heller ikke, men det forhindrede dog ikke Søren Hermansen i, at bringe dem foran 1-0 kort før pausen. Vi virkede dog klart overlegne og midt i anden halvleg blev tingene da også afgjort temmelig konsekvent. Ebbe Sand var ikke længere i form, så han tillod sig at bruge hele ti minutter på at score sit ugentlige hattrick. En skandale, at den slags slendrian kunne give en plads i startopstillingen. Sandt at sige var SuperSand´s hattrick en udløber af tre identiske mål, hvor Ruben Bagger ved alle tilfælde kom til baglinien og fik smækket bolden ind foran mål, hvor Sand forholdsvis ubesværet kunne gøre arbejdet færdigt. Årets sidste kamp var hjemme mod Aalborg - endnu engang - og med kampens eneste mål på et hovedstød efter ti minutters spil, scorede Ebbe Sand sit syttende mål i de seneste otte Superliga-kampe. Han blev dermed den første spiller i Danmarksturneringens, der formåede at nette i otte kampe i træk og heraf havde han præsteret tre hattricks mod henholdsvis Ikast fS, Vejle og Aarhus Fremad. Hans hattrick mod Vejle på fire minutter og to sekunder var ny rekord og endvidere var han nu pludselig den næstmest scorende angriber i Europa, på trods af, at han var startet sæsonens syv-otte første kampe som bænkevarmer. Efteråret var blevet lukket på fornemmeste vis og havde det ikke været for "Sorte September", hvor vores deltagelse i de europæiske turneringer røg på gulvet og dumme point blev mistet i Superligaen, ville det seneste halvår havde været som et eventyr af den sukkersødeste af slagsen. Vi førte Superligaen med fire point ned til fc københavn, der for første gang i mange sæsoner havde valgt at placere sig i den øverste halvdel af tabellen.

Som vi troede at stormvejret efter den notoriske Politiken-artikel havde lagt sig, langede en person fra Mighty Colors´ redaktion kraftigt ud efter os Brøndby Support´s medlemsblad. Det virkede noget akavet, at en person bosiddende i Finland havde påtaget sig den opgave, at hænge What´s The Story Brøndby Glory - der i øvrigt fra det nye år ville skifte navn til Two Minutes Left - ud som Djævlens værk, i stedet for selv at lade læserne danne sig et indtryk af indholdet. Hvis nogen mente, at bladet var dårligt og ikke ville læse det igen, så ville det være en ærlig sag. Anklager var der nok af. Vi skulle øjensynligt have kaldt fc københavn "Byens Luder" med en racistisk undertone, på trods af, at vores øgenavn til ærkerivalerne hentød til, at de altid var villige til at lade folk med penge gøre med foretagendet hvad de ville. Hvis vi ønskede at ytre os racistisk havde nok kunne finde på noget andet at kalde f.eks. david nielsen, end Preusser-svin og i det hele taget ville mange af vores venner uden tøven bekræfte, at vi absolut ikke var racister, deriblandt to af vores venner, af polsk afstamning, som i hele bladets levetid havde hjulpet os med, at trykke og sælge bladet. Mere konstruktivt forlød det, at indholdet i What´s The Story Brøndby Glory kunne sammenfattes til at være kritik af Brøndby Support´s begrænsede omfang af profane udtryk i sine sange, mangel på kritiske indlæg overfor moderklubben, at fanklubben blev ledet diktatorisk, at Mighty Colors var blevet for kedeligt og en undren over at jyder kunne være medlemmer af Brøndby Support. Sidstnævnte ting var en ting, som var blevet diskuteret (og afvist) i en uendelighed hele året og det var efterhånden nu kun folk, der ikke havde fattet pointen, der ønskede at holde fast i den debat. Ellers var vi faktisk nogenlunde enige i denne definition, om end den var noget afgrænset og unuanceret. Vores holdning var, at hvis alle var lidt mere åbne over for kritiske indlæg, så ville man i længden kunne ændre tingene til noget bedre. At samtykke ville aldrig være til gavn for nogen. Det undrede os dog stadig, at denne person havde valgt at hive fat i en tre måneder gammel artikel, som mest af alt var skrevet i frustration over 1-4 nederlaget til fc københavn. Vi havde taget vores sprogbrug op til overvejelse, men savnede i den sammenhæng at kritikkerne gjorde det samme, så vi kunne få den sobre debat, som den pågældende person ønskede, men som han ikke selv indviede. Kommentarer som "racister" og "...i al beskedenhed, ville I overhovedet have noget blad, hvis ikke.....der var nogle, der som frivilligt bruger sin fritid gennem flere år for at skabe en organiseret stemning omkring Brøndby IF´s kampe?" var for lavt, for en person, som ville tages seriøst af sekstentusinde medlemmer. Jeg var rasende. At blive kaldt racist, var noget jeg kunne hive ham i retten for, og jeg havde ikke særlig meget lyst til at blive sat i bås, med de rabiate fjolser, der rendte rundt på både den yderste højre og venstre fløj. I al beskedenhed ville det nok have været tvivlsomt, om der overhovedet ville have været noget, der Brøndby Support uden d´herrer Flanding og Jesper. De to herrer havde ved fanklubbens start lagt mere arbejde i fanklubben, end langt de fleste andre aktive medlemmer og at skulle høre disse ord fra en gut, der sad i sit trygge bankjob i Finland var noget vi bare ikke havde brug for. I al beskedenhed var det også mig selv, der foreslog navnet Mighty Colors i et gammelt nummer af forløberen "Supporteren" og i al beskedenhed ville vi meget gerne vide, hvor mange af de sange, der på dette tidspunkt florerede på Faxe-tribunen, som vores kritiske ven havde fundet på og hvor mange redaktionen på What´s The Story Brøndby Glory havde bidraget med. Vi mente nok, at vi havde givet Brøndby Support meget, som de færreste andre medlemmer havde. Det var sådan set i orden med os, hvis andre ønskede at tage æren for de ting, bare ikke når en person prøvede at hænge os ud, som en nogen der var ude på at pille alt ved fankulturen ned. Vi mente, at vi med What´s The Story Brøndby Glory, havde bidraget med endnu et nyt tiltag til fankulturen - og fankulturen havde hele tiden brug for nye tiltag, for at undgå stagnation. Svaret vi fik var patetisk. Lige pludselig var det irrelevant, hvad man havde gjort for fanklubben. Det drejede sig pludselig om hvad man foretog sig nu og i fremtiden. Heldigvis udgjorde én person ikke hele Mighty Colors og Brøndby Support´s holdning til tingene, men jeg var arrig.

Tømmermændene fra nytårsaften havde dårligt lagt sig før klubben afslørede, at man havde købt Jesper Thygesen fra Silkeborg IF. Den højtvurderede jyske midtbanespiller havde valgt Brøndby IF fremfor fc københavn, der ellers i følge rygterne havde fået tilbudt "25% mere end hvad Brøndby vil give" - åbenbart en typisk fc københavn forhandlingsteknik. Når alt kom til alt måtte frederiksbergenserne igen indse, at penge ikke altid kom før sportslige ambitioner. Det lykkedes dem dog alligevel at sikre sig thomas rytter og thomas thorninger. Sidstnævnte var også blevet nævnt i Brøndby-kredse, men han havde stillet sig op en "Hvad vil I betale mig"-attitude, hvilket man ikke kom langt med over for Per Bjerregaard & Co. At vi overhovedet skulle være interesseret i thorninger var skræmmende, for muligvis scorede han mange mål, da han i sin tid spillede for Aarhus GF, men til gengæld var han altid god for, at misse chancer som Stevie Wonder ville kunne score på med sine knæ bundet sammen. Det var nu ikke første gang, at vi blev sat i forbindelse med en spiller, som majoriteten af Brøndby-fans ville få det dårligt med at se i den gule trøje. Stig Tøfting havde i flere sæsoner været nævnt, men som årene gik, så det mere og mere ud til, at han heldigvis aldrig skulle blive en af vores drenge. Tøfting var en fremragende professionel og dygtig spiller, men hans attitude var i sig selv nok til, at det ville være tvivlsomt om han nogensinde ville blive accepteret af fansene. Jeg kunne i hvert fald godt selv tvivle på, hvor lykkelig jeg ville blive over at se ham som fast inventar på Vestegnen. I vinterens løb kom en sensationsavis så med nyheden om, at Michael Laudrup øjensynligt var på vej til fc københavn, men selvom spilleren selv afviste historien og langede ud efter den pågældende avis, insisterede BT på deres historie. Der blev var snak om kursmanipulation, hvilket senere skulle blive en velkendt fænomen, når fc københavn havde nye økonomiske tiltag på bordet. Alle, pånær Fondsbørsen, kendte til deres fremtidsplaner. I februar måned købte vi så overraskende den gamle bomber, Bent "Turbo" Christensen, tilbage til folden. Uden tvivl, med henblik på at få noget rutine tilsat til truppen, når næste sæsons Europa Cup skulle starte op. Denne sæson havde bevist, at vi stadig ikke havde en bred nok trup til at gøre os alvorligt gældende i de europæiske turneringer og ledelsen mente stadig, at Turbo kunne supplere os med nogle mål. Enhver, der i de sene firsere og tidlige halvfemsere havde set Turbo i aktion for Brøndby IF ville uden tøven hævde, at han var det mest indflydelsesrige angriber klubben nogensinde havde rådet over. Det virkede dog en anelse suspekt, at spilleren selv tidligere på året havde ytret, at han ville hjem til barndomsklubben Brønshøj. Man kunne frygte, at han måske kom forbi med en badebillet i hånden og for at hæve en bedre hyre, men det skulle vise sig, at han stadig var en særdeles skarp angriber og at hans ønske om Brønshøj måske snarere var et udtryk for, at han var i syv sind om han skulle satse på topfodbold eller sine jurastudier. Indtil videre valgte han topfodbolden. Inden forårssæsonens start nåede vi at købe endnu en gammel kending tilbage, nemlig Brian Jensen, der blev hentet fra franske Cannes.

Årets første rigtige kamp var en svær udebanetur til Silkeborg. Midtjyderne lå på dette tidspunkt på tredjepladsen, men havde i vinterpausen måtte vinke farvel til et par nøglespillere, inklusiv Jesper Thygesen, der altså var kommet til Vestegnen. Gade havde ugen forinden erhvervet sig en splinterny Audi A3 og vi havde i dagens anledning samlet et slagkraftigt pilgrimsteam, bestående af Casper, Stel, Gade og jeg, til at indvie denne lækre øse. Martsvejret havde ikke mange behagelige overraskelser i ærmet. Det var koldt og det blev endnu koldere, da vi først ankom til Silkeborg og mørket begyndte at sænke sig over den idylliske by. Der var ikke megen opmuntring, at hente i vores nye tilholdssted på Silkeborg Stadion, som nu var bag det ene mål, hvilket i bund og grund betød, at vi stod cirka tyve meter fra banen og næsten plan med græstæppet. Det, i sig selv, gjorde det svært, at se hvad der foregik på banen og det blev da slet ikke hjulpet på vej af bandereklamerne, der var placeret langs mållinien og som spærrede udsynet for alt hvad der foregik på de sidste ti meter af banen ned mod vores ende. Det var en skandale, at vi skulle betale firs kroner for et særdeles begrænset udsyn. Helt malplaceret virkede det også, da vi hele anden halvleg bare kunne gætte på om et Brøndby-forsøg var på vej ind over stregen eller ej, når vi kom til afslutninger. Vi kunne risikere at skulle juble, fordi spillerne jublede, og ikke fordi vi ville have set bolden ryge ind over stregen. Det havde bandereklamerne ødelagt alle chancer for. Det var næppe derfor vi havde spenderet trehundrede kroner på, at komme til Søhøjlandet. Nu scorede vi ikke i anden halvleg, men til gengæld havde vi kunne konstatere, at Silkeborg havde scoret i enden ned mod os i første halvleg, i en situation hvor vi ikke kunne konstatere om det var tale om et heldigt mål, et drop eller hvordan hjemmeholdet ellers havde fremtvunget deres scoring. Første halvleg havde dog budt på to scoringer til os. Det første var et debutmål af Jesper Thygesen - mod sin gamle klub - mens det andet var en perle fra Søren Colding, der fra sin position på højrefløjen tog et træk ind mod straffesparksfeltet og resolut lossede bolden op i nettaget. Fornøjede over sejren kunne vi bevæge os hjem, uden alt for meget harme over de skandaløse forhold på Silkeborg Stadion. Vores - og ikke mindst Gade´s - gode humør tog dog en drejning til det værre, da vi ved færgelejet ved Ebeltoft holdt i kø til billetlugen. Foran holdt en varevogn, der pludselig satte i bakgear. Vi dyttede løs, men han fortsatte ind i køleren på Gade´s ugegamle bil. Jeg havde aldrig set ham så rasende. Han fór ud af sin nye bil og skreg af sine lungers fulde kraft op i hovedet på varevognens chauffør, der havde svært ved at komme til orde. Da han endelig fik fremstammet noget, var det ikke særligt intelligent. "Jeg troede, at det var min bror, der dyttede til mig". Troede - han skulle ikke tro, han skulle vide, den tumpe. En gammel fordom af mine var blevet bekræftet. Folk i gulpladebiler skal man passe på. Skaden var dog ikke værre, end at vi uden problemer kunne komme hjem, men uheldet havde spoleret lidt af det gode humør, selvom vi andre ikke kunne undlade at grine over varevognens chauffør, der var blevet overfuset af Gade.

Inden årets første kampe havde vi drømt om seks point i de to første kampe mod henholdsvis nummer tre, Silkeborg, og nummer to, fc københavn. Selv tre point ville være til at leve med og dem havde vi allerede i banken efter en god åbningskamp. Næste kamp var det vigtigt opgør hjemme på Brøndby Stadion mod fc københavn og igen vandt vi, hvilket betød, at vi nu for alvor havde lagt afstand til vores to nærmeste rivaler. Sejren kom i hus efter, at Thomas Lindrup begik det flotteste mål i lokalopgørenes historie, da han fra femogtredive meters afstand stødte dybt i bolden og sendte den i en blød bue over en sagesløs Karim Zaza i fc københavn´s mål, der havde placeret sig for langt fremme i sit felt. Til hovedparten af de over syttentusinde tilskueres glæde kunne Ebbe Sand slå sejren fast godt et kvarter før tid, i en kamp, som måske nok kunne have været endt uafgjort - men det gjorde den ikke! I Herfølge ugen efter, viste den ellers meget rolige og velovervejede Kynde sig fra en ny og trendset´ende side, da han oplivede vores hjørne, på det ellers traditionelt kedelige Herfølge Stadion. Den fåmælte Kynde havde været til noget fødselsdag aften før og vi andre kunne konstatere, at han enten var kommet meget sent hjem eller at han overhovedet ikke havde været i seng. Fra første øjeblik, at en Herfølge-spiller nærmede sig hjørneflaget, hvor vi stod placeret, begyndte han at råbe "Bonderøv" over og over igen. Først grinte vi ad ham, men som han blev mere og mere stædig i sit råberi, skulle en Herfølge-spiller bare nærme sig vores hjørne, før tohundrede fans stod og skreg bonderøv efter hjemmeholdets helte. Helt bersærk gik det ved hjørnespark, hvor de uheldige spillere, der var udvalgt til at sparke, bare måtte have tænkt "Lad mig bare få losset bolden indover, så jeg kan komme væk fra de hjernedøde sataner i en fart". Nu troede vi, at den gode Kynde var færdig med sit oneman show, men nej. Jens Risager havde en superkamp fra sin placering, som venstre back og det mente Kynde, at han skulle hyldes for. Så næste step blev, at hver gang jernmanden Risager overhovedet nærmede sig Brøndby-enden, så blev han mødt med den trofaste "Risager, Risager, Risager..." chant. Risager behøvede ikke engang at erobre bolden for at blive hyldet. Det blev heller ikke "bonderøvene", der fik sat en stopper for vores sejrsrække. 2-1 efter mål fra Kim Daugaard og Bo Hansen.

Et nyt tiltag, som egentlig ikke var specielt revolutionerende, men som Brøndby Support og What´s The Story Brøndby Glory alligevel valgte at reklamere for, var en såkaldt Flag Day. Idéen var at folk skulle støve deres gamle flag, bannere og også gerne trøjer og halstørklæder frem, således at Faxe-tribunen stå ud i en anderledes og mere "fyldig" form. Rigtig mange havde fulgt opfordringen til kampen mod Odense. På Hovsa mødte nogle af de "hårde" drenge frem i gamle firser-Hummel trøjer og på stadion blev der suppleret flot med massere af flag og bannere. Ikke mindst okkulte flag, som "Eggen´N´Chips" og "Vi hader Löwenbrau", som for de indforståede hver havde sin historie at fortælle. Det var nu ikke så vigtigt, hvor pæne flagene var, bare der var mange og det var der. For denne ene dag var Faxe-tribunen meget mere end bare to bannere og en masse crepezruller. Ebbe Sand fik overstået en hel spillerundes scoringskrise og markerede sig flot med to mål i 3-2 sejren, der var ensbetydende med en sæsonrekord i europæisk fodbold, nemlig tolv ligasejre i træk. Inklusiv de to pokalsejre over Skovshoved og Aalborg havde vi nu - ganske imponerende - vundet de seneste fjorten spillede kampe. Dommer Anders Mosegaard´s ene linievogter gav sit bidrag til Flag Day i hele anden halvleg, hvor han blafrede løs som en gal med sit lille fluorescerende nylonflag. Sejrsrækken kom til ende, da vi måtte lade os nøje med uafgjort i Aarhus. Efter en efterfølgende sejr i Lyngby var vores forspring nu på hele ni point ned til Silkeborg på andenpladsen. På de efterfølgende pladser kom fc københavn haltende ti point efter, mens Vejle på fjerdepladsen havde hele nitten point op til os. Ebbe Sand havde ikke i sinde at fjerne foden fra scoringsspeederen og med to mål hjemme mod Ikast fS rundede han dermed femogtyve mål for sæsonen, i blot atten kampe. På dette tidspunkt valgte jeg, at pjække fra en kamp og i stedet drage til Frankrig på en uges ferie. Blot tre timer efter afrejse lå vi nede 0-3 i Gladsaxe og selvom Colding fik reduceret på tingenes tilstand, stod det klart, at en ubesejret stime på sytten kampe - deraf seksten sejre - var kommet til en ende. Det var en stime, som intet dansk hold, inklusiv os selv, nok næppe ville være i stand til at overgå i de næste mange årtier.

Med verdensmesterskaberne i Frankrig bare en måned væk var det sidste udkald for marginalspillerne, at komme i betragtning til en plads i landsholdstruppen. På målmandspladsen var det nærmest af kosmetisk betydning, hvem der blev hevet ind som reserver for Peter Schmeichel, der alligevel ikke ville afgive sin plads i buret, om han så brækkede begge ben. Nogen skulle dog udtages alligevel, for selv den suveræne Schmeichel kunne risikere, at løbe ind i en skade, der ville holde ham ude af en kamp...selvom det næsten var utænkeligt. En af mediernes favoritter til en reservetjans var Vejle´s Erik Boye. Da han og Vejle kom på besøg i begyndelsen af maj, var han efterhånden blevet kørt frem, som en logisk joker til VM-holdet. Det lugtede langt væk af en medieskabt joker, for Boye var måske udemærket, men vel ikke bedre end så mange andre målmænd i Superligaen. Efter kampen var der dog heller ikke mange, der vovede at nævne Erik Boye, som kandidat til VM-truppen. Vi havde vundet 5-0 og selvom Vejle-målmanden ikke kunne klandres for det store nederlag, så var det betænkeligt - og for os andre morsomt - at fire af målene blev scoret på lob. Til Vejle´s forsvar skulle det dog siges, at vi nok havde sæsonens bedste kollektive indsats i netop denne kamp, men alligevel begyndte vi at more os, hver eneste gang en Brøndby-angriber kom tæt på Boye´s mål og han hver gang røg på lobfinten. I pokalturneringen havde holdet benyttet min Frankrigsferie til at sikre sig et fornuftigt udgangspunkt til returopgøret i semifinalen mod Silkeborg, efter 2-1 på hjemmebane. Fremmødet var ganske flot, da vi på Silkeborg Stadion sikrede os en finaleplads med en 2-0 sejr. Begge mål blev scoret af Jesper Thygesen, der ellers ikke havde imponeret voldsomt, andet end i kampene mod netop Silkeborg. Det ene mål var endda direkte på frispark, hvilket ikke var noget vi var vant til at se, som Brøndby-fans. Finalepladsen blev fejret godt og grundigt, og stakkels McDonalds ved Vejle, der i tide og utide blev overrendt af fodboldfans fra alle mulige forskellige klubber - i visse tilfælde uheldigvis også samtidigt - måtte lægge lokaler til food fight, da visse overgearede Brøndby-fans ikke kunne beherske konsumeringens ædle kunst.

Britannia havde stadig kronede weekender på vores loyalitet over for stedet. En tilfældig lørdag i maj, var nogle stykker der havde besluttet os for, at mødes til noget mad og drikke hjemme hos Heinz, dagen efter en heftig druktur. Konceptet lød stille og roligt, så afsted til Taastrup drog jeg. Der gik dog heller ikke vild druk i den, men ved midnatstid var vi alligevel blevet enige med os selv om, at vi da godt kunne tage et smut ind på Britannia og hilse på "Hovsa-drengene", som helt sikkert var derinde. Natten gik med pool og røverhistorier, så inden vi fik set os om lukkede stedet. Heinz, Stel og jeg besluttede os for, at tage med fire-fem af de andre hen på et sted kaldet Blue Note, som var et technosted, der havde åbent til langt ud på eftermiddagen. Det var helt tydeligt, at ikke alle blandt klientellet var helt kemikaliefrie, hvilket sikkert også forklarede, hvorfor de kunne blive ved med at danse i timevis og kun drak kildevand. Ved nitiden gik Stel kold og tog hjem, mens Heinz og jeg besluttede os for, at blive med de andre og så bare tage direkte til fodbold om eftermiddagen, hvor Aarhus Fremad kom til byen. Mens de andre med et par timers mellemrum var ude og tage lidt til næsen for at holde sig friske, blev Heinz og jeg stædigt ved med, at holde os til øl og engang imellem en cola, da trætheden for alvor var begyndt at melde sig. Klokken blev ti og selvom man hurtigt var faldet ind i musikkens monotone rytmer og nærmest automatisk dansede for sig selv, var vi efterhånden blev godt trætte. Vi gik ud efter morgenmad, men Heinz smuttede op på Rådhuspladsen, hvor han lagde sig til at sove. Tilbage på Blue Note dansede jeg videre med de andre. Det vil sige, danse var så meget sagt. Hele morgen havde bare været en lang gang vippen med ben, fødder og hænder i takt med rytmerne. Hovedet fulgte også meget godt i små bevægelser, der fik en til at føle, at man stod og rystede på hovedet i små ryk. Musikken i sig selv bragte én i en trance, men trætheden gjorde, at man til sidst bare kørte på autopilot. At de andre var på ting og sager var ikke noget nyt. Sådan var de. Jeg var hverken forarget eller fordomsfuld, for de kunne gøre hvad de ville og de ville stadig være mine venner. Jeg var ikke herre over deres lyster. Heinz og jeg havde tit diskuteret emnet stoffer og om hvordan man mindst én gang i livet skulle prøve det meste af hvad tilværelsen kunne byde på. Denne formiddag var vi uhyre tæt på, at synke i. Til slut besluttede vi os dog for, at holde os fra skidtet og den i dag har jeg stadig aldrig været på andet euforiserende end alkohol - og min nysgerrighed over for stoffer er også væk. Jeg behøver det bare ikke. Dermed ikke sagt, at jeg aldrig har været på et eller andet, for et par gange har jeg - sammen med Flanding - haft den følelse, at man selv efter flere timers druk, var vildt frisk og har til tider haft en fornemmelse af, at nogen havde puttet noget i vores drinks. Heinz kom tilbage efter en times tid og ved middagstid drog vi til Brøndby, nærmere sagt Hovsa. De næste par timer var slemme. Ti minutters lur kunne jeg lige drive det til på en af Hovsa´s bænke, men med alle de gæster, der konstant dukkede op var det umuligt at ligge og sove. Selve kampen var en fantastisk opvisning, men jeg var ikke mange sure sild værd og stod til tider og småblundede på tribunen, på trods af en kæmpesejr på 7-1. Bo Hansen var kommet i omdrejninger og stod for en ny scoringsrekord, da han nettede hele fem gange imod de stakkels aarhusianere. Til sidst var der dog også næsten tale om foræringer fra medspillernes side. Da jeg endelig kom hjem, havde jeg været vågen i seksogtredive timer i træk, hvoraf cirka femten af dem havde stået i mere eller mindre konstant druk og fest. Det underlige var bare, at jeg havde svært ved at falde i søvn, da jeg endelig lagde mig ned, men da jeg endelig faldt i søvn, sov jeg upåklageligt til næste morgen.

Efter endnu en sejr i Aalborg, kunne vi sikre os mesterskabet hjemme mod Silkeborg IF tre dage senere. Med denne kamp i fjerdesidste spillerunde var der ikke længere megen tvivl om, at vi nok skulle for det historiske mesterskabs-hattrick i hus. Det ville bare være et spørgsmål om tid, før vi fik hevet det nødvendige point hjem på kontoen. At vi blev det første hold i femogtredive år, der sikrede sig tre mesterskaber på stribe var nok den største glæde ved det mesterskab - klubbens ottende - som vi sikrede os med en nulløsning mod midtjyderne denne eftermiddag. Sandt at sige havde de seneste uger været præget af charmerende og mesterlig fodbold, at selve forløsningen ikke var lige så intens og stor, som den havde været de to foregående år. Siden midten af september havde vi kun tabt en kamp og på den baggrund kunne man kun forvente at titlen ville komme i hus. Vigtigheden af det sikrede mesterskab var for mig større end selve glæden på dagen. Man var ved at blive en anelse forkælet og forvænt med titlen efter flere års seværdig fodbold, men Brøndby IF manglede stadig at kvalificere sig til europæisk fodbolds eksklusive Champions League og derfor var det ganske essentielt, at vi endnu engang sikrede os denne mulighed. Før eller siden ville et andet hold bryde vores dominans i Superligaen, sikre sig mesterskabet og hvis vi var uheldige nok - få en slags succes i Champions League. Det første danske hold, der ville kunne sikre sig lidt succes og ikke mindst en god sum penge ville kunne sætte dagsordenen i dansk fodbold den nærmeste fremtid. Nu fik vi endnu en mulighed. Endnu engang blev der holdt fest i Brøndby Hallen, med dertil hørende after-party på Hovsa. Det var dog tydeligt, at mange fandt den efterfølgende kamp vigtigere, end det netop sikrede mesterskab - pokalfinalen mod fc københavn fire dage senere. Selvfølgelig var mesterskabet vigtigst, men ingen ønskede at tabe til dem i en så vigtig kamp.

Fire fremragende mål, endnu en titel til samlingen og klubbens første, men nok ikke sidste "double" - mestre og pokalvinder samme sæson. Sådan kunne Kristi Himmelfartsdag og dermed pokalfinalen sammenfattes. Man kunne med al ære og respekt for det flotte titelhattrick, sige at glæden over sæsonens mesterskab var mere behersket i forhold til de seneste år. Derimod var pokalsejren på 4-1 mod fc københavn en rigtig dejlig ting, da denne føjede et nyt kapitel til klubbens historie og for os fans, var der mildt sagt også en del prestige og ære med i den første finale mellem Danmark´s - tilskuermæssigt - to største klubber. Man kunne kalde det den største pokalfinale nogensinde - kampen var intens, over fyrretusinde tilskuere på lægterne og ideelle rammer - men det ville være lidt overkådt, at drage paralleller til andre pokalfinaler, som sikkert også alle bar rundt på en flot historie. Optakten bød på et mindre optog fra Rådhuspladsen, hvorfra en lille flok fc københavn-fans af en eller anden grund bar rundt på en blå-gul kiste. Hvorfor, stod noget uklart, men der var sikkert et formål...måske en religiøs ofring. I stenalderen spiste man sine døde fjender for at sikre sig deres styrke. Vores styrke trængte de i den grad til. Nu var kisten imidlertid tom, så måske var der en anden mening - at vise, at en flok fans tilsammen kunne udtænke noget så ligegyldigt og komplet uforståeligt? Selvom det vist var et forsøg på at træde os over tæerne, så var det et initiativ vi grinede stort ad. Til kampen fulgte Ebbe Skovdahl op den seneste tids offensive indstilling ved at starte med to angribere på banen og to mere på bænken. Det blev da også angriberne, der stjal showet med et mål hver fra Bomber Bo, Ebbe Sand og Turbo. Især Ebbe Sand´s mål til 2-0 var mindeværdigt. En tværaflevering fra højrekanten headede han, fra straffesparksfeltets kant, med imponerende styrke over i modsatte målhjørne, uden chance for Karim Zaza. Vi spillede en fantastisk kamp og selvom fc københavn ikke var dårlige, så havde de intet modtræk mod vores effektivitet og Mogens Krogh´s styrke i én-mod-én situationer. Bemærkelsesværdigt var det, at alle tribunerne, pånær den til fc københavn forbeholdte tribune ud mod Øster Allé, viste næsten hundred procent loyalitet til Brøndby IF. Stemningen var i det hele taget i top og mange fede sange blev fyret af mod de desillusionerede hvidklædte fans på den falske tribune, ikke mindst "fc - I får ingenting" og - på Bread of Heaven - "Hvor jeres titler, hvor jeres titler, hvor jeres titler blevet af?", begge med hentydning til deres andenpladser i Superligaen (som slutteligt blev til en tredjeplads) og pokalturneringen, efter de havde meldt ud inden forårssæsonen, at de ville gå efter The Double. Det var næsten for godt til at være sandt. København´s indre by blev igen præget af Brøndby-fans efterfølgende og endnu engang faldt valget på Britannia for vores vedkommende.

Bare tre dage senere stod den endnu engang på en tur til Parken. Inden kampen herskede der en ubeskrivelig lettet stemning. Vi havde vundet mesterskabet og pokalen inden for en uge, havde besejret dem med 4-1 i deres eneste chance for at vinde noget denne sæson, så hvis der var nogen, der skulle bevise noget denne dag måtte det være fc københavn. Vi kunne nærmest være ligeglade. Selvfølgelig var vi ikke det, men et nederlag ville være til at leve med, så der herskede en arrogant og hånende stemning blandt den sædvanlige klike, da vi indfandt os på den vestlige tribune inden kampstart. Fire faste spillere var blevet skiftet ud med unge Danmarksseriespillere, hvilket indikerede, at træneren og spillerne måske heller ikke var topmotiverede til denne kamp. Det var de dog, men havde de haft samme attitude som os andre, ville fc københavn have vundet stort. Det blev endnu en fornøjelig eftermiddag på Frederiksberg-holdets bekostning, hvor scoringer fra Turbo, Bomber, Søren Colding og slutteligt Kim Vilfort sørgede for endnu en 4-1 afklapsning til de efterhånden hårdtprøvede og jamrende fc københavn´ere. Hver Brøndby-scoring blev hyldet med en noget usmagelig tifo fra vores hjørne af tribuneafsnittet. Tyve-tredive mand benyttede scoringerne til, at løbe ned til rækværket på det midterste tribuneafsnit og moone Øster Allé-tribunen med hjemmeholdets fans. Det var en gestus, som jeg normalt fandt noget barnlig og uden virkning, om end jeg selv deltog denne dag, for at vise den stille flok fans hvad vi mente om dem. En gut, som efterhånden var begyndt at snakke en del med, efter jeg havde lært ham at kende via Kynde, var Jam. Jam var noget af en institution blandt Brøndby-fans. Siden oprykningen til den bedste danske fodboldrække i 1982 havde han blot misset to af klubbens kampe, begge hjemmebanekampe. Ydermere havde han kun misset nogle få Europa Cup-kampe over årene. Det var fantastisk at tænke på, at man kunne nævne en hvilken som helst ligegyldig Brøndby-udebanekamp inden for de seneste seksten år og man kunne være sikker på, at Jam havde været der og set den. Dagen efter endnu en historisk 4-1 afklapsning af fc københavn, de sædvanlige hånlige tilråb, samt en massiv bytur til at runde en klassisk uge af, tilbragte jeg mandagen hjemme. Jam havde en koncert han skulle til om aften og i den forbindelse linkede han op med et gammel ven, der var særdeles aktiv i og omkring fc københavn´s fans. Den mildest talt nedtrykte gut kunne berette om det helvede gårsdagens nederlag havde været og hvordan ordet var gået blandt hjemmeholdets fans, der ud af øjenkrogene skulede op mod vores tribuneafsnit, at "de svin, står sgu og mooner os". Jam´s dag var reddet - om end den vel aldrig havde været dårlig - da han også selv havde været med til at uddele hilsner dagen før. Fakta var, at vi havde nakket dem to gange på tre dage - med storsejre - og at vi havde sikret os tre mesterskaber i træk. Den kunne den selvudnævnte storklub fra Frederiksberg så tænke lidt over. Der ville gå mange år, før de overhovedet ville få en uge, der kunne matche denne, for slet ikke at tale om, at de faktisk nu var "tvunget" til, at vinde mesterskabet tre år i træk, før vi ville kunne tage dem rigtig seriøst.

Kim Vilfort´s afskedskamp hjemme på Brøndby Stadion - i folkemunde Vilfort Park - resulterede i en målløs kamp mod Herfølge. Paradoksalt nok var dette vores anden 0-0 kamp i træk på hjemmebane, efter tre år uden en målløs Superliga-kamp på Brøndby Stadion. Sæsonens sidste kamp var i Odense, hvor fem-seks tusinde Brøndby-fans forlængst havde sikret sig billet til, i det tilfælde at mesterskabet først skulle afgøres her. I stedet sluttede Kim Vilfort sin imponerende karriere af med at score kampens eneste mål og løfte mesterskabspokalen til uddelt glæde for de mange tilrejsende fans på det flotte, ombyggede Odense Stadion, der året efter ikke skulle bruges til Superligafodbold, da fynboerne havde lidt den skæbne, at rykke ned med en ellers fornuftig spillertrup. Vilfort var i manges øjne blevet for gammel for topfodbold, men det lod sig ikke bevise og hvis nogen overhovedet vovede at påstå dette over for Flanding, havde de så godt som skrevet indskriften på deres egen gravsten. For mig at se var Vilfort´s karrierestop kommet på et udemærket tidspunkt. Han havde været den måske mest indflydelsesrige spiller i Brøndby-trøjen de seneste ti år, men jeg frygtede at han, som man havde set mange eksempler på i udlandet, ville fortsætte karrieren til han til sidst ville blive gjort til grin. Det fortjente han ikke. Han var dog ikke nået det stadie og kunne sikkert udemærket have fortsat et sæson eller to mere, men han stoppede heldigvis mens han var på toppen. Hans rekordliste i Brøndby-trøjen inkluderede blandt andet af syv mesterskaber, tre pokaltitler, en europæisk semifinale og endvidere et finalemål i Danmark´s Europamesterskabstriumf i 1992. Logisk nok blev han efterfølgende indlemmet i klubbens trænerstab, for Kim Vilfort var sandt at sige en ægte Brøndby-mand. Loyal, hårdtarbejdende og beskeden, ikke mindst udtrykt ved, at manden måske som aktiv spiller tjente over en million kroner om året, men alligevel kørte til og fra træning på sin gamle sorte cykel. Det var dog ikke kun Vilfort, der stoppede karrieren. Også kultfiguren Jens Risager måtte sige tak for denne gang efter skader umuliggjorde en fortsættelse af karrieren. Deres fighteregenskaber ville blive savnet.

© Alle Hader Os 1998-2010