Artikler

AHO

Forum

"My idea of an agreeable person is a person who agrees with me" - Benjamin Disraeli

Hemmeligt møde, eller blot opklaring for de få udvalgte?

Torben Madsen - 7. februar 2010

LOUNGEN: En del Brøndby fans med mere eller mindre kritisk holdning til Brøndby IF er blevet inviteret til møde med Per Bjerregaard og Emil Bakkendorff på mandag.

Ved første øjekast lægger man mærke til, at især de større Brøndby fans foraer er stærkt repræsenteret. Herunder BS, Blok4, 90min og AHO.

Umiddelbart er der ikke nogen dagsorden til mødet, og hvad det reelt skal indeholde må stå hen i det uvisse.

Ny positiv kommunikation?
Man kan tage den positive hat på og håbe, at det er en ny åben stil Brøndby ønsker at føre. En stil hvor dialog med fans skaffer positive resultater til fordel for begge parter, og hvor gensidig respekt og tillid til hinanden er i højsædet.

Dialog og kommunikation med og til fans er ikke noget man tidligere har set i større stil. Brøndby har tidligere ført en meget lukket kommunikationsform, hvor kun meget lidt er sluppet ud fra klubben. Dialogen overfor fans har tit været mere dikterende, end egentlig dialog. Ikke fordrende for et samarbejde.

En ny mere positiv stil ville være meget velkommen, især efter et par måneder, hvor klubben har vadet noget rundt i spinaten i elendig kommunikation over for omverdenen. Det har skabt et øget pres på Brøndby, som ellers har nok at slås med. Ikke mindst sportsligt, hvor man ikke har indfriet forventningerne i de sidste 4-5 år.

Internettet en ny aktør
Der er dog ingen tvivl om, at Brøndby IF er en presset klub på mange fronter og især på internettet har der været mange indlæg på diverse BIF foraer, hvor der har været meget alvorlige beskyldninger mod især Per Bjerregaard og en mulig magtovertagelse i såvel bestyrelse som på direktionsgangen.

Brøndby har i mange år været en lukket klub, som har levet efter mottoet, at den der lever stille, lever godt. Men i de sidste par år, har nettet fået en større magt og dermed også de fans der er aktive på nettet. Brøndby har tydeligvis svært ved at holde alle historier internt, som klubben ellers har magtet tidligere.

Internettet er et herligt paradis for dem som ønsker at være anonyme og på samme tid kunne tilsværge ting eller personer, uden at skulle stå til ansvar.

Noget tyder dog på, at noget er galt i klubben, siden alle disse rygter svirrer i luften. Der er nok noget som, ikke helt er som det skal være. Hvad det er, er dog svært at svare på. Men der er vel ingen tvivl om, at klubben internt er splittet og det koster såvel sportsligt som økonomisk.

Et møde kunne være for at få folk til at rette ind, eller i det mindste rykke sammen og få Brøndby til at fremstå mere positivt.

Fortidens grimme spor
Det er nemlig ikke første gang, at udvalgte fans er blevet inviteret ind til møde hos Per Bjerregaard.

Sidste gang skete det i et hemmeligt møde i 2006, hvor Per klædte en del fans på og formåede, at få dem på hans side og fik dem til at sprede et mere positivt budskab om Brøndby IF, på bekostning af Michael Laudrup.

Hvis det er samme form mødet mandag har, så vil det formentlig fejle, da nogle fans denne gang er væsentlig mere kritiske.

Der er mange åbne spørgsmål vedrørende mødet og derfor er det for tidligt at stille sig ensidigt kritisk.

AHO vil også være repræsenteret på mandag og vil naturligvis deltage i dialogen og komme med en uddybende artikel, så snart det er muligt.


Printervenlig visningSend artikelLæst 2819 gange

© Alle Hader Os 1998-2010

Loungen:
Her finder du artikler om dem, der styrer klubben mod nye mål, på et overordnet plan, iført jakkesæt og slips. Klubøkonomi, nyt om og fra bestyrelsen, merchandisetiltag m.v.
Tæller
Brøndby er tilbage i Europa!