Artikler

AHO

Forum

"Vi kan tabe, men aldrig besejres" - John "Faxe" Jensen

Hvad blev der af Brøndby Tifo? Del II

Jonathan Holtegaard - 18. januar 2010

SYDSIDEN: Brøndby Tifo har stort set været fraværende i efteråret. I første del af interviewet med Lasse fortalte han, at det primært skyldes det elendige samarbejde med Brøndbys sikkerhedschef Emil Bakkendorff. Her i anden del af interviewet kigger Lasse frem mod foråret.

Først skal vi dog lige have rundet sagen om Emil Bakkendorff af:

Nogle fans har stillet spørgsmålstegn ved om jeres udlægning af sagen nu også var hele sandheden. Fulgte I nogensinde op på, om det virkelig kunne passe, at DBU aldrig havde hørt fra Brøndby?

Det skal du spørge Brøndby Supports bestyrelse om. De henvendte sig til Hermann Haraldson, som lovede at tage sagen meget alvorligt. Desværre for Brøndby Tifo blev han efterfølgende fyret. Jeg ser dog ingen grund til at DBU sku have fortalt en and. Og det falder godt i tråd med Emil tidligere har forsøgt at aflyse andre tifoer, bl.a. det seneste Brøndby Inferno.

Aflysning af Inferno-tifoen - hvorfor dog det?

Det var noget med de mange flag på tribunen. De mente at flere hundrede flag udgjorde en sikkerhedsrisiko. Også selvom det er flag-stænger vi konsekvent har brugt siden vi spillede i Frankfurt, hvor de netop krævede den slags af sikkerhedsmæssige årsager.


Tifoen Emil B prøvede at gøre forbudt?


Nok om Emil. Hvad kan man forvente af Brøndby Tifo i foråret?

Ved ærligtalt ikke om folk skal have for høje forventninger til foråret på vores vegne. Brøndby Tifo er nærmest ikke-eksisterende for tiden, og der er heller ikke booket haller til eventuelle produktioner endnu.

Hvad er grunden til det?

Der er mange faktorer som spiller ind. De mange forbud som vi så på udebane rykkede ind på vores egen hjemmebane, hvor vi ellers følte vi virkelig kunne rykke grænserne herhjemme. Derudover er folk fortsat godt gale i skralden over den måde vi blev behandlet på i forbindelse med Odense tifoen.

Kan du forstå, hvis nogen syntes, at det er en lidt barnlig holdning? Eller tror du, at I får noget ud af at strejke?

Det vil givetvis dele vandene mellem os fans, at vi ikke laver noget. Men synes egentlig vi har været fair og holdt os tilbage med at kritisere klubbens ledelse. Vi har faktisk ventet næsten et halvt år med at give vores syn på sagen. Vi har forsøgt dialogen, men uden held. Hvis klubben vil dialogen så skal de være velkommen, men det skal ske på fair præmisser.

Historien viser desværre, at det er begrænset hvad man får ud af at være sur fan i Brøndby, så forventningerne er naturligvis ikke høje Og det er som sådan heller ikke det direkte mål. Vi føler os trådt på og det betyder at lysten simpelthen er væk for store dele af os.

Men har I søgt dialogen hele vejen?

Det mener jeg i store dele vi har. Vi snakkede omkring tifoen løbende. Da Emil så angiveligt bliver taget i en løgn, henvender Brøndby Supports bestyrelse sig til Hermann, og der strandede selve sagen desværre. Klubben har naturligvis haft andre problemer at tænke på med ny direktør osv.

Men de skal da være velkomne til at byde på en vand inden sæsonstart, hvor de fortæller om ændringer i deres kommandovej med henblik på tifo-godkendelse.

Men for en fan som ikke er inde i sagen kan hele det her virke mærkeligt. Vil klubben slet ikke have at I laver tifoer? Eller lægger problemet i, at I mener, at klubben vil bestemme hvad der skal stå på tifoerne?

Tror ikke man kan stille det op sort og hvidt. Dele af klubben elsker virkelig vores tifo'er. Blandt andet har vi fået af vide, at der ikke er et eneste sponsor-oplæg uden brug af billeder eller videoer af noget vi har lavet. Det virker dog ikke som om, at der er en generel enighed om, hvad der skal være målet for de aktive fans i Brøndby. Vi og andre kan bare håbe, at dem som støtter tifoer, og og fest og farver, får overbevist resten af organisationen om det er godt med god dialog til fansene. Ellers kan vi hurtigt formidle kontakter, som kan vise dem konkrete eksempler, hvor det har gavnet med god dialog.

Stort set hele jeres økonomi afhænger af fan-bidrag - kan du ikke frygte, at folk vil blive sure på jer, fordi I ingen tifoer laver, når de har støttet jer økonomisk?

Jo og det er også en relevant problemstilling. De penge vi har samlet ind til tifoer er også blevet brugt på tifoerne, så pengene ligger ikke bare og bugner. Vi er stoppet med indsamlingerne netop for ikke bare at samle penge ind og så ikke bruge dem. Alligevel ved jeg, at mange af os alligevel føler vi skylder noget, da vi jo er opblomstret med støtten fra vores medfans, så det er et problem.
Selvom klubben siger de bruger vores tifoer til sponsor-oplæg, så bliver det aldrig for det vi laver dem. Vi laver dem for at støtte holdet og for at gøre noget vi som Brøndbyfans kan være stolte af.

Alle ønsker vel tifoerne tilbage til stadion. Hvad kan man som fan gøre for at hjælpe jer?

Der er desværre nok ikke noget den enkelte kan gøre. Det der skal til er, at Brøndby Tifo og Brøndby IF får lagt nogle helt klare retningslinjer for hvad der er tilladt. Lige nu er tilliden rimelig lille, så det er i hvert fald noget som der skal arbejdes med.

Vil I blive bedre til at melde ud, for eksempel på Internettet, hvorfor der ikke er tifoer i fremtiden?

Det afhænger af om det er noget vi vurderer som givtigt for en eventuel sag. Men synes det er at tage sorgerne på forhånd. Vi brokker os jo ikke af lyst, så jeg håber oprigtigt ikke, at det her bliver hverdags kost.

- Således slutter interviewet med Lasse omkring Tifos fremtid. En fremtid der i øjeblikket ser sort ud.


Printervenlig visningSend artikelLæst 2109 gange

Debat om artiklen

Af Diwali18-01 2010, 15:29

Godt interview.

Men desværre ikke så mange lyspunkter.

For mig at se er der en enkel løsning på hele problematikken. Fjern Emil Bakkendorff fra beslutningsproceduren omkring tifoer.

Det er alligevel Spin-Steen og Jordi, der sidder med al kontakten til fansene. Så kan de vel også være dem der siger ja og nej til nye tiltag og forslag. Og lur mig om de ikke også synes, at det ville være rart at slippe for at have Emils ånde i nakken.



Af Jens YM18-01 2010, 16:00

Alt det her politik er jo ret interessant. Det nævnes ofte at (frit citeret). "Brøndby Support gik til Hermann Haraldson vedr en løgn fra Emil Bakkendorf" - "Haraldsen ville tage sagen meget alvorligt" - "Herefter blev han fyret"

3: Ja, han blev fyret

Har Brøndby Support (officielt) nogensinde bekræftet den første del af historien?

- Hvis JA, hvorfor er det ikke rykket for svar? Eller har Frank Buch svaret?
- Hvis NEJ, hvorfor ikke?



Af Lakridsen18-01 2010, 16:09

Meget relevant Jens.

Savner også en udmelding fra BS om, hvorfor det er løbet ud i sandet..



Af Johan18-01 2010, 16:35

Gode artikler!
Jeg kan ikke lade vær med at sidde og grine lidt af en situation, hvor Brøndby skal ud og hverve en ny sponsor, og man vil mægtig gerne vise fankulturen. Enten må man vælge en 1½ år gammel tifo, eller et lysshow...

Det har vel aldrig ikke været på prøve hvor meget disse tifo'er egentlig betyder for heloplevelsen på stadion. Uden at skulle gøre tifo'er større end det egentlig er, kunne det være interessant at om tilskurertallet vil falde i løbet af det næste halve/hele år, eller man kunne evt. lave en undersøgelse på stadion om tifoernes rolle. Jeg ved at mange børn elsker tifoer, og også aktive folk i fankulturen som har været med i flere år.
Det kunne være en interessant undersøgelse.

Jeg håber Brøndby Tifo står fast, og ikke lader sig lokke med kompromiser som begrænser tifoerne. Så længe det er inden for lovgivningen, og ikke til fare for andre, burde det være tilladt.

Lorte Emil.



Af Bauer18-01 2010, 17:57

Jens YM skrev:
Alt det her politik er jo ret interessant. Det nævnes ofte at (frit citeret). "Brøndby Support gik til Hermann Haraldson vedr en løgn fra Emil Bakkendorf" - "Haraldsen ville tage sagen meget alvorligt" - "Herefter blev han fyret"

3: Ja, han blev fyret

Har Brøndby Support (officielt) nogensinde bekræftet den første del af historien?

- Hvis JA, hvorfor er det ikke rykket for svar? Eller har Frank Buch svaret?
- Hvis NEJ, hvorfor ikke?


Står i det seneste Mighty Colors, altså selve forløbet



Af Æderen igen18-01 2010, 21:02

Det er pudsigt at observere den resignation der gennemsyrer alle dele af fankulturen i Brøndby, 90% af det kan tilskrives ledelsen, på et eller andet plan! Jeg ved godt at det ikke ligefrem er krænkelse af menneskerettighederen på et plan som Amnesty burde gribe ind i, men det er sygeligt anstrengende konstant at blive mødt med latterlige og uretfærdige forbud og restriktioner landet over, og nu også i egen hule. Jeg har helt ondt i hovedet af at slå mig selv med flad hånd i panden over den stupiditet og uretfærdighed jeg igen og igen er vidne til: Ukritsk afstandstagen til egne fans, forbud, restriktioner, løgne, tilfældige karentæner og løfter der ikke bliver indfiret i øst og vest, brudte aftaler og en generel opfattelse af fans som et branding middel man tager for givet og som altid vil være der lige meget hvor dårligt man behandler dem. Så kan de lære det! Og ellers kommer der bare nye efter dem...



Af JCR19-01 2010, 08:15

Bauer skrev:
Jens YM skrev:
Alt det her politik er jo ret interessant. Det nævnes ofte at (frit citeret). "Brøndby Support gik til Hermann Haraldson vedr en løgn fra Emil Bakkendorf" - "Haraldsen ville tage sagen meget alvorligt" - "Herefter blev han fyret"

3: Ja, han blev fyret

Har Brøndby Support (officielt) nogensinde bekræftet den første del af historien?

- Hvis JA, hvorfor er det ikke rykket for svar? Eller har Frank Buch svaret?
- Hvis NEJ, hvorfor ikke?


Står i det seneste Mighty Colors, altså selve forløbet


For de af os der ikke er medlem af Brøndby Support, er der så et andet sted man kan læse det? Eller er der nogen der har lyst til at skrive af? Artiklen er jo super relevant.



Af Jens YM19-01 2010, 09:04

Hvor stopper beskrivelse af hændelsesforløbet?



Af Diwali19-01 2010, 18:13

så fandt jeg lige artiklen frem på medlemsdelen af Brøndby Supports hemmeside. Her er et par citater fra Michael Duus (næstformand):

"Vi ringede derfor til DBU...og den turneringsansvarlige henviste konstant til Brøndbys sikkerhedschef, hvilket vi ikke forstod, da han jo netop havde fortalt, at det var DBU, der havde forbudt denne røg...Det lykkedes til sidst at få dem til at fortælle, at de aldrig havde modtaget en forespørgsel på brug af røg til vores kamp og derfor intet havde afvist"

"Vi opgav at finde ud af hvad den mærkelige afvisning byggede på, men konstaterede blot, at efter vi var blevet mødt med disse løgne, så måtte vi have klare retningslinjer for hvem der godkendte hvad, og hvem dialogen gik igennem, og vi ønskede naturligvis ikke, at den fremtidige dialog skulle gå igennem der hvor løgnene var kommet fra"

"Efter Franks tiltræden har vi drøftet disse ting igen, og han har givet udtryk for, at han ønsker at finde en løsning, så vi får en kontakt, der kan godkende vores ting, så vi har klare retningslinjer for, hvordan vi undgår den slags episoder i fremtiden"

Det sidste er åbenbart endnu ikke sket, siden Brøndby Tifo fortsat er utilfredse.



Se hele debatten | Skriv et svar

© Alle Hader Os 1998-2010

Sydsiden:
Om fankultur og fansne på Faxe. Tifoer, sange, konflikter, udvikling, mangel på udvikling, sammenspil med andre tribuner og spillerne. Alt i alt artikler, der relaterer til den ugentlig gang på terrassen, samt artikler om den europæiske fankultur.
Mest læste